Tankebanken

Skal man spørge Lars Erik Skovgaard om han har læst Den store omstilling? Jvf. følgende udsnit: At ramme muren Nu må det vist være nok. Tallenes tale er tydelig og tyngende, billedet ubehagelig klart. Det, som er anliggendet her, er ikke at drøfte, om EU eller eurozonen bør styrke den politisk-økonomiske integration og centrale styring. Ej heller om der skal pumpes endnu flere milliarder ind i redningsfonden EFSF, stilles skærpede krav til bankernes kapitalgrundlag, indføres en lovfæstet adskillelse af traditionel bankservice fra spekulativ investeringsvirksomhed, lægges en afgift på finanstransaktioner eller gennemtvinges forstærket budgetdisciplin i landene. Alt det er sikkert nødvendigt, og noget af det vil måske ligefrem blive gennemført. Pointen er at sandsynliggøre, at den økonomiske model, der har været fulgt de seneste mange årtier, har udtømt sine muligheder. Nogle siger det mere kontant end andre. »Når det kommer til stykket har det seneste årtis økonomiske velstand været svindel: Et fuldstændig uholdbart pyramidespil, bygget på et bjerg af privat gæld,« lyder formuleringen fra en af de mere hårdtslående, Albert Edwards, finansanalytiker med stjernestatus hos den franske storbank Société Générale. Edward betragter euroens ultimative sammenbrud som uundgåeligt.39 Lidt mere nuanceret, men ikke mindre kritisk udtrykker den britiske politiske kommentator, forfatter og tidligere chefredaktør for The Observer Will Hutton sig: »Dette kaldes skiftevis en krise for Den Europæiske Union, en krise for euroen, en gældskrise eller en krise for politisk vilje. Det er det hele, men det er sidehandlinger i en meget større historie: Måden kapitalismen er blevet forstået og praktiseret på de seneste 30 år har ramt muren. Medmindre og indtil dette anerkendes, vil de vestlige økonomier være låst i stagnation, som ligefrem kan ændre karakter til en større økonomisk katastrofe,« skrev Hutton i september 2011.40 Med adresse

En fin lille meningsudveksling om danske politikeres forventninger til vækst.