Group items tagged

Siden krisen startede i 2008, har det konstante krav været at skabe arbejdspladser. Det kan ske i offentligt eller privat regi. Her er forholdet asymmetrisk, fordi kun private arbejdspladser skaber den rigdom, som kan finansiere statens udgifter, f.eks. til velfærd. Og private arbejdspladser er bundet til markedet og dets krav om vækst. Så befolkningens ønske om arbejde, regeringens ønske om et skattegrundlag og erhvervslivets ønske om vækst trækker alle i samme retning. Regeringer kæmper for at tiltrække investeringer og deltager gerne i et ’styrtløb mod bunden’, når det gælder selskabsskat. Vi kan tale om en økonomisk nødvendighed.

Mens den økonomiske nødvendighed er presserende og angår stater, virksomheder og mennesker her og nu, er den økologiske nødvendighed mere diffus. Den angår fremtiden og griber ikke direkte ind i hverdagen. Intet enkelt menneske oplever, at hans eller hendes indsats gør den store forskel, så man kan føle sig lidt idiotisk, hvis man skruer ned for varmen eller sælger bilen. Ingen magtfuld aktør på verdensniveau kan tæmme alles kamp mod alle om lokale fordele. Så den økonomiske nødvendighed vejer tungest. Når arbejdspladser truer med at forsvinde, stopper de grønne aktiviteter. Og skal en grøn aktivitet legitimeres, sker det ved at vise, at den skaber arbejdspladser.

Kloden kan formentlig ikke holde til, at Kinas, Afrikas, Indiens og Brasiliens milliarder af mennesker får en amerikansk levestandard. Men selv om vi ved, at væksten ikke kan fortsætte uendeligt, er det endnu sværere at se, hvorfra den dynamik skal komme, som får os til at bakke op om den økologiske nødvendighed. Det er, som om vi kun kan lære på den hårde måde – katastrofer – og de er endnu ikke rå nok til, at vi lægger vores vaner om.

"Grænser for vækst" postulerer vel ikke, hvad vi skal. Den postulerer, at nogle ikke fornybare resurser vil høre op, hvis vi fortsætter at bruge af dem. - I løbet af rundt hundrede år for nogle og mere for andre, hvis øgningen i forbruget vil fortsætte. - Længere tid, hvis øgningen stopper. Min påstand er da - hvilket jeg argumenterer (godt? for i to indlæg over - at problemstillingen slet ikke er reel. Den kontinuerlige vækst, mennesket har været i i 6000 år - og i særdeleshed i Vesten de sidste 200-300 år er baseret på så mange forskellige råstoffer, at det virker usandsynligt, at et ophør af nogle af dem vil påvirke vor kultur i nogen særlig udstrækning. Hvis jeg ikke har ret, da har vi et problem. For vor vækst har gjort, at vi allerede er mindst 10 gange for mange til at kunne gå tilbage til et samfund i resursbalance. - I øvrigt et samfund, der var særdeles "barskt" set med vor nuværende målestok.