Tankebanken

I rapporten Where does money come from? fra den britiske tænketank New Economics Foundation kritiseres den foretrukne fortælling fra bankerne om indlånet som begivenheden, der muliggør udlånene og pengeskabelsen. Det er typisk omvendt, påpeger tænketanken og andre med den. Som den tidligere bankøkonom, viceafdelingschef i Den Internationale Valutafond Michael Kumhof: »Det, der i virkeligheden sker, er præcis det modsatte. Og jeg har selv gjort det, jeg er bankmand, jeg ved, hvordan det fungerer, og du kan læse det på mange centralbankers hjemmesider – når bankerne siger til sig selv: ’Økonomien ser godt ud, vi er optimistiske, nu yder vi lån’, så behøver de ikke vente på, at nogen indsætter penge. For når de opretter et lån, skaber de et indestående. Bare sådan. Banker skaber penge ud af den blå luft.« Altså: Ydelse af et lån betyder alene, at der åbnes to kolonner i bankens computer: Én som siger, at kunden nu har X kr., og én som siger, at banken nu har en fordring hos denne kunde på X kr. Kundens nye virtuelle penge kan samtidig være grundlaget for et nyt udlån, noteret på næste kundes konto. Den første kunde har ret til at hæve alle sine penge, samtidig med at disse står opført på den anden kundes konto. Bankpenge kan – som udtrykt af den store amerikanske økonom John Kenneth Galbraith – være to steder på én gang. Mindst.

Ressourcekrisen er derimod ikke så presserende, mener Henningsen og henviser til, at de voldsomme prisstigninger på råstoffer i tiåret 2000-2010 mere skyldtes en knaphed på produktionskapacitet end på ressourcer.

Han understreger dog, at der er tale om en reel og alvorlig krise, når det gælder ressourcerne land og vand og dermed evnen til fødevareproduktion.

»Men vi danskere kan kun give noget videre til kommende danskere, fordi vi hugger fra nogle andre – vores opsparing er baseret på udnyttelsen af andres ressourcer,« siger Røpke med henvisning til danskernes forbrug af varer produceret på basis af råstoffer og miljø i andre lande.

Her er ingen slinger i valsen for økonomerne og politikerne. Begge parter forventer en gennemsnitlig vækst på to pct. om året frem til 2020. Det står sort på hvidt i politikernes vækstplan og den seneste vismandsrapport.

Grundlaget for disse tal er enslydende økonomiske modeller, der med ukuelig optimisme forudsiger en langsigtet vækstrate på to pct., hvilket er et niveau, som skaber grundlag for stigende beskæftigelse, gode erhvervsmuligheder og sunde offentlige finanser. Der er imidlertid flere gode grunde til at antage, at de økonomiske modeller er dysfunktionelle.

Der er intet grundlag for de økonomiske modellers forudsigelser om evig stabilitet og fremgang.

At overvære det britiske borgerskabs kamp med finanssektoren er som at se en alkoholiker, som nægter at forstå, at der er nødt til at ske noget radikalt, hvis hans liv skal forandre sig. Frem til 2008 var der udbredt fortrængning af, hvad finansverdenen havde udviklet sig til. Da en række bankkrak gjorde denne fortrængning umulig at opretholde, blev den afløst af udbredt vrede, som førte til offentlig ydmygelse af symbolske figurer. Men da skandalerne blev ved, ledte det os ind i en tredje fase – det, terapeuter kalder forhandlingsfasen.

Virkeligheden er, at den globale storfinans de facto består af en gruppe forbundne karteller, som deler markedet op mellem sig og bruger deres styrke til at holde konkurrenter ude. Karteller, som kan udtrække gigantbonusser fra det, som burde være almindelige profitter, som laver kæmpe pr-kampagner, som driver et endeløst rekrutteringscirkus og i ét væk laver lobbyarbejde bag kulisserne, og som tilbyder endog meget attraktive alternative karrieremuligheder for tidligere politikere. Kapitalister har et ord for dette, og det er ’markedssvigt’. Løsningen er ikke at fordømme dem, som ikke kan modstå fristelserne i dette perverse univers, men derimod at fjerne fristelserne. Det vil formentlig betyde mindre banker, mindre og uafhængige revisionsfirmaer og kreditvurderingsinstitutioner, enklere produkter og langt højere krav til kapitalbeholdning.

Jeg startede med betryggende forestillinger om velklædte bankfolk og deres lobbyister, som helt sikker grundlæggende vidste, hvad de gjorde. To år senere må jeg konstatere, at jeg er oprigtigt skrækslagen. Dette system er smækfuldt af dysfunktionalitet og misbrug, som går ud over både dets ansatte og de samfund, det opererer i. Problemet er præcist så stort, som bankhaderne tror.

I de sidste 30 år har løbske finansmarkeder og politikere forsøgt at lappe på den demokratiske kapitalismes grundlæggende skævheder. Men med eurokrisen er finansmarkederne på vej til at sejre over demokratiet, siger den tyske professor Wolfgang Streeck

I dag har vi en tredobbelt krise, en realøkonomisk krise, en bankkrise og en gældskrise. Som kulmination på denne udvikling udøver finansmarkederne i dag direkte (og udemokratisk) indflydelse på den førte politik.

Radikalt indstillede mennesker siger ofte, at folk i de udviklede lande må indstille sig på en lavere levestandard (ingen biler, tv, kød…) for at håndtere krisen. Men man overbeviser næppe mange arbejdere om at slås for miljøet med krav om, at arbejderklassen ændrer livsstil, når den kapitalistiske krisepolitik i forvejen skærer ned på levevilkårene

i vores voksende videnssamfund med flere og flere kilder bliver et større og større behov for at forstå informationen gennem en eller anden form æstetisk behandling.

A de-growth model would therefore necessitate a fundamental restructuring of the global financial system. This is not likely to happen any time soon. But this has as much to do with political barriers and vested-interests as economic ideology.