Group items matching

in title, tags, annotations or url

Det kan ikke være rigtigt, at staten skal kunne blande sig i, hvorvidt man kan organisere sig omkring skabelsen af et universitet i forhold til den viden, man er interesseret i at udforske.

Men måske ligger den virkelige trussel slet ikke i jagten på hurtige holdninger og ’breaking news’? Måske skal vi være langt mere på vagt over for den konstante overvågning og lagring af alt, hvad der siges og gøres, som den elektroniske medierevolution har medført. For når enhver ytring, enhver facebookopdatering og enhver grimasse i et tv-interview til evighed kan hives frem, klippes i og bruges i nye sammenhænge, får det konsekvenser. Når Google, Youtube og Infomedia er journalisternes foretrukne researchværktøjer, bliver verden pludselig retrospektiv. Når enhver ny tanke og idé bliver præsenteret over for tidligere udtalelser eller holdninger, blokeres lysten og evnen til nytænkning.

When the French publisher La Fabrique first issued “The Coming Insurrection” in 2007, it received comparatively little attention. But among those who did take notice were the French police, who began monitoring a group of people, mostly graduate students, living in the tiny mountain village of Tarnac in central France. Last November nine of those men and women, ages 22 to 34, were arrested and accused of “associating with a terrorist enterprise” and disabling power lines that left 40,000 passengers stranded for several hours on high-speed trains. A spokeswoman for the Paris prosecutors’ office said that one of the nine, Julien Coupat, was believed to have written “The Coming Insurrection.” He has denied being the author but told interviewers in France that he admired the book.The government eventually released the group — who have come to be known as the Tarnac Nine — pending further investigation, with some opponents of the official action accusing the police of carrying out arrests without sufficient evidence.

Der er dage, hvor 18.30-udsendelsen kun udkommer, fordi energiske journalistpraktikanter gør det muligt, fortæller adskillige kilder i DR-Nyheder.

Det gælder også Deadline’s to daglige udsendelser, hvis mandskabsmæssige rygrad er en gruppe meget billige eller ligefrem gratis universitetspraktikanter.

Deadline, hvis helt ufortjente ry er, at her har man god tid til at gå i dybden, har i virkeligheden for lidt tid (eller for mange indslag). Det er svært at være dybdeborende i en diskussion med to-tre deltagere på under 10 minutter, hvor det primære formål ofte synes at være at skabe et godt skænderi (som jo er myten om ’godt fjernsyn’) og skulle der endelig komme en god samtale i gang, har hver deltager måske to-tre minutter til at ’gå i dybden’. Det siger noget om medieudviklingen, at et interview på under 10 minutter repræsenterer noget »dybdeborende og analyserende«.