Group items tagged

»Hellemann udtalte sig stærkt kritisk om den danske model. Hele forhandlingssystemet med, at man centralt skal forhandle med fagforeningerne var han kritisk over for. Under indtryk af, at det havde været svært at rokke gymnasielærerne i 2011«

I rapporten Where does money come from? fra den britiske tænketank New Economics Foundation kritiseres den foretrukne fortælling fra bankerne om indlånet som begivenheden, der muliggør udlånene og pengeskabelsen. Det er typisk omvendt, påpeger tænketanken og andre med den. Som den tidligere bankøkonom, viceafdelingschef i Den Internationale Valutafond Michael Kumhof: »Det, der i virkeligheden sker, er præcis det modsatte. Og jeg har selv gjort det, jeg er bankmand, jeg ved, hvordan det fungerer, og du kan læse det på mange centralbankers hjemmesider – når bankerne siger til sig selv: ’Økonomien ser godt ud, vi er optimistiske, nu yder vi lån’, så behøver de ikke vente på, at nogen indsætter penge. For når de opretter et lån, skaber de et indestående. Bare sådan. Banker skaber penge ud af den blå luft.« Altså: Ydelse af et lån betyder alene, at der åbnes to kolonner i bankens computer: Én som siger, at kunden nu har X kr., og én som siger, at banken nu har en fordring hos denne kunde på X kr. Kundens nye virtuelle penge kan samtidig være grundlaget for et nyt udlån, noteret på næste kundes konto. Den første kunde har ret til at hæve alle sine penge, samtidig med at disse står opført på den anden kundes konto. Bankpenge kan – som udtrykt af den store amerikanske økonom John Kenneth Galbraith – være to steder på én gang. Mindst.

Det ragede ikke nogen, for d’herrer bedrev nemlig litteratur! For de gamle litteraturkonger var der enormt langt mellem det private og det offentlige. Omvendt med Asta Oliva Nordenhof, som insisterer på poesien som modsprog og knytter forbindelse mellem værk og liv med meget personlige oplysninger om sig selv på Facebook. Nej, det er ikke frasalget af en bid af Dong til Goldman Sachs, der er ’politisk’ vigtigt for disse yngre, danske forfattere. De graver dybere og sætter spørgsmålstegn ved selve fundamentet for det hele.

Men virkeligheden er vel at det(desværre) ikke bare er historieløs dumhed der ligger bag denne udvikling. De seneste årtier, og det sidste årti i særdeleshed, er dansk lovgivning, i vid udstrækning dansk presse, medie og civilkultur samt magtapparatets resurser og praksis, blevet skærpet og udviklet med bevidst henblik på at overvåge, optrevle, dæmpe, nedslå eller stigmatisere enhver form for social uro og de umiddelbart ansvarlige herfor. Om undskyldningen har været terror, rocker- eller andre bander, ungdomshus, hooligans mm. er virkeligheden i dag at efterretning og magtapparat er så finmasket og potent at staten og eliten, med total sindsro, kan sætte skruesvingen på samfundets bund. Hvis bare man husker at smide middelklassen en luns i ny og næ. De dominerende medier og pressehuse, hvor langt langt største delen af danskere for deres viden fra, er ligeledes kontrolleret eller ejet af eliten eller folk der uden tøven erklærer deres troskab til det herskende hierarki. For ikke at glemme de magelige og hyggelige muligheder, fra villa og Volvo til charterferie eller x-faktor, den kulturelle konformiteten tilbyder til enhver der ligeledes har accepteret den gældende rangordning og fordelingsnøgle.

»I Danmark diskuterer man på en anden måde. Der er langt flere læserbreve i de danske aviser og de er mere polemiske. De er næsten altid kritiske og af og til meget spidse,«

»Den stigende tillid til autoriteter afspejler en tro på, at hvis bare vi får mere autoritet, så får vi også bedre mulighed for at udvikle os. Vi skal være individualister, men det skal foregå inden for den ramme, som staten har defineret,« siger han.

Dele af oppositionen har da også tidligere sagt, at det burde være muligt for 40 procent af Folketingets medlemmer at stille krav om en uvildig undersøgelse

Vi ville prøve at finde ud af, hvorfor der stort set ikke var nogen overordnet sikkerhedspolitisk debat i Danmark, og hvorfor vores Folketing er så dårligt til at koordinere de mange elementer af den moderne sikkerhedspolitik, som de er.

Vores politikere er kort sagt mere partisoldater end parlamentarikere

Nick Davies brugte, da han i bogen Flat Earth News fra 2008

Ser man f.eks. på den danske regerings beregningsforudsætninger om produktivitetsvæksten på længere sigt, når regeringen laver langsigtede fremskrivninger for det 21. århundrede, tales der om en årlig produktivitetsvækst på lidt over 1 pct. i de kommende årtier, som det fremgår af Danmarks såkaldte konvergensprogram for 2014 (tabel 7):http://ec.europa.eu/europe2020/pdf/csr2014/cp2014_denmark_da.pdf  Da der også regnes med en stigende arbejdsstyrke fremover, bliver den reale BNP-vækst i fremskrivningen lidt større end produktivitetsvæksten, men dog pænt mindre end 2 pct. i disse modelberegninger.

Men hvorfor finder almindelige mennesker sig i denne udvikling? En afgørende årsag er, at dagens lønarbejdere har mere at tabe end sine ’lænker’. Det gælder ikke mindst i Danmark. I normale tider tilbyder den danske kapitalisme lønarbejdere ganske attraktive levevilkår — ikke mindst set i et globalt perspektiv. For flertallet er en vis grad af luksus inden for rækkevidde — især sammenlignet med tidligere generationer. De fleste arbejder med opgaver, som ikke er helt uinteressante, og for mange er arbejdet rigtig spændende. I forbindelse med boligboblen var der mange lønmodtagere, som kunne udvide deres forbrug markant i kraft af deres boligejerskab. Nogle lod sig friste af aktieinvesteringer, og næsten alle har indset, at deres vilkår som pensionister vil afhænge af finanssektoren. Så mens dem med størst økonomisk magt blokerer for nødvendige reformer, vil flertallet af lønmodtagere kun langsomt og tøvende engagere sig aktivt politisk for at rette op på de processer, som undergraver økonomi og samfund på kort og lang sigt.