Group items matching

in title, tags, annotations or url

A lot of it was spent on bailing out US banks and that money is still there, as well as money funnelled into well connected corporations within the US. Already in the UK inflation is going out of control because of QE in this country, why should the US expect to be any different? What will happen when the US’s banks begin lending those trillions they are sitting on?

prefer ron paul /austrian economics view of life, but if you take on fiat debts worth trillions… you can’t solve the problem by cutting spending and having people suffer for this, this is not right, this type of debt should be canceled first (at least most of it)

No one seems to have pointed out that the original example given is actually wrong. (I've stumbled on this looking for something else, but had to comment.) The second balance sheet should still show $1000 as both the total assets and liabilities. The "deposit creation multiplier" idea referred to is the theoretical maximum aggregate balance sheet of the banking sector, if there is more than one bank and they all lend to each other and only each other. Its double counting, but that's allowed in the calculation of M4 money supply, but isn't allowed on any particular bank balance sheet (which is why the example is so wrong).

promisory notes

promisory notes

Kampen om at definere den økonomiske sandhed er for længst vundet af udbudsøkonomerne. De lader sig ikke påvirke af spørgsmålstegn ved forestillingerne om, at omdrejningspunktet for økonomisk vækst i et land altid er et højt udbud af billige produktionsressourcer.

Det er i de seneste år blevet suppleret med en afpersonificeret økonomidiskurs, hvor der tales om: »markedets forventninger«, »nødvendig risikovillig kapital«, »et sundt investeringsklima« osv. Universitetsøkonomer og erhvervsledere har erobret sproget. Økonomiens sprog er objektiveret, så al regulering af marked, kapital og investeringer er et angreb på sandheden om økonomisk styring.

Men i sen-kapitalismen bruges penge ikke primært til handel med varer og tjenesteydelser men til handel med handel.

Af frygt for at miste alle deres penge, hvilket kunne have udløst en alvorlig bankkrise og kreditklemme, solgte pengeinstitutterne deres obligationer til spotpris på det sekundære marked.

Credit Default Swaps (CDS) får skylden for mange ting, og i forhold til Grækenland fremhæves CDS kontrakterne ofte som argument for at Grækenland ikke “må” gå konkurs (teknisk set). Implicit i dette argument må ligge en formodning om at det vil få uoverskuelige konsekvenser hvis CDS kontrakterne kommer til udbetaling.

»Nu sætter jeg 100.000 kroner ind på din kassekredit«. Pointen er, at banken udlåner nogle penge, som de ikke har.

Det er en særdeles lukrativ forretning at stå for produktionen af penge.

Den finans- og gældskrise, der i løbet af de seneste 3-4 år har bredt sig til stadig flere områder af samfundet, er ikke en kortvarig forstyrrelse, det er selve kulminationen på en finansiel udbytning, der har fundet sted i de seneste tre til fire årtier.

What lessons have we learnt from the crisis?

Why did existing rules (including Basel 1/Basel 2) not stop the crisis from happening?

De viktigste prosessene globalt skjer i regi av G20 og Baselkomiteen for banktilsyn. Baselkomiteen for banktilsyn har vedtatt nye retningslinjer for strengere kapital- og likviditetskrav for banker, de såkalte Basel III-standardene, 16. desember 2010. EU-kommisjonen arbeider, som representanten Sanner viser til, med en tredje revisjon av de såkalte kapitalkravsdirektivene, i tråd med Basel III-anbefalingene. Finanstilsynet har vurdert konsekvensene av strengere krav til kvalitet på kapitalen i bankene i det nye Basel III-regelverket og det korresponderende kommende CRD IV-regelverket som begrenset for norske banker.

»Jeg fatter simpelthen ikke, at Socialdemokraterne, der altid har været keynesianere, kan gå ind for finanspagtens fem konvergenskriterier, der jo dikterer den mest neoliberalistiske politik, man kan komme i tanke om – og som i virkeligheden forhindrer dem i netop at bruge deres keynesianske metoder. Jeg fatter det ikke! Og når selv SF nu er med i finanspagten, ja så er det jo fuldstændig ustyrligt – det havde været utænkeligt for 15-20 år siden.

I rapporten Where does money come from? fra den britiske tænketank New Economics Foundation kritiseres den foretrukne fortælling fra bankerne om indlånet som begivenheden, der muliggør udlånene og pengeskabelsen. Det er typisk omvendt, påpeger tænketanken og andre med den. Som den tidligere bankøkonom, viceafdelingschef i Den Internationale Valutafond Michael Kumhof: »Det, der i virkeligheden sker, er præcis det modsatte. Og jeg har selv gjort det, jeg er bankmand, jeg ved, hvordan det fungerer, og du kan læse det på mange centralbankers hjemmesider – når bankerne siger til sig selv: ’Økonomien ser godt ud, vi er optimistiske, nu yder vi lån’, så behøver de ikke vente på, at nogen indsætter penge. For når de opretter et lån, skaber de et indestående. Bare sådan. Banker skaber penge ud af den blå luft.« Altså: Ydelse af et lån betyder alene, at der åbnes to kolonner i bankens computer: Én som siger, at kunden nu har X kr., og én som siger, at banken nu har en fordring hos denne kunde på X kr. Kundens nye virtuelle penge kan samtidig være grundlaget for et nyt udlån, noteret på næste kundes konto. Den første kunde har ret til at hæve alle sine penge, samtidig med at disse står opført på den anden kundes konto. Bankpenge kan – som udtrykt af den store amerikanske økonom John Kenneth Galbraith – være to steder på én gang. Mindst.

At overvære det britiske borgerskabs kamp med finanssektoren er som at se en alkoholiker, som nægter at forstå, at der er nødt til at ske noget radikalt, hvis hans liv skal forandre sig. Frem til 2008 var der udbredt fortrængning af, hvad finansverdenen havde udviklet sig til. Da en række bankkrak gjorde denne fortrængning umulig at opretholde, blev den afløst af udbredt vrede, som førte til offentlig ydmygelse af symbolske figurer. Men da skandalerne blev ved, ledte det os ind i en tredje fase – det, terapeuter kalder forhandlingsfasen.

Virkeligheden er, at den globale storfinans de facto består af en gruppe forbundne karteller, som deler markedet op mellem sig og bruger deres styrke til at holde konkurrenter ude. Karteller, som kan udtrække gigantbonusser fra det, som burde være almindelige profitter, som laver kæmpe pr-kampagner, som driver et endeløst rekrutteringscirkus og i ét væk laver lobbyarbejde bag kulisserne, og som tilbyder endog meget attraktive alternative karrieremuligheder for tidligere politikere. Kapitalister har et ord for dette, og det er ’markedssvigt’. Løsningen er ikke at fordømme dem, som ikke kan modstå fristelserne i dette perverse univers, men derimod at fjerne fristelserne. Det vil formentlig betyde mindre banker, mindre og uafhængige revisionsfirmaer og kreditvurderingsinstitutioner, enklere produkter og langt højere krav til kapitalbeholdning.

Jeg startede med betryggende forestillinger om velklædte bankfolk og deres lobbyister, som helt sikker grundlæggende vidste, hvad de gjorde. To år senere må jeg konstatere, at jeg er oprigtigt skrækslagen. Dette system er smækfuldt af dysfunktionalitet og misbrug, som går ud over både dets ansatte og de samfund, det opererer i. Problemet er præcist så stort, som bankhaderne tror.

I de sidste 30 år har løbske finansmarkeder og politikere forsøgt at lappe på den demokratiske kapitalismes grundlæggende skævheder. Men med eurokrisen er finansmarkederne på vej til at sejre over demokratiet, siger den tyske professor Wolfgang Streeck

I dag har vi en tredobbelt krise, en realøkonomisk krise, en bankkrise og en gældskrise. Som kulmination på denne udvikling udøver finansmarkederne i dag direkte (og udemokratisk) indflydelse på den førte politik.