Group items tagged

The CIA can deploy their people in all news agencies of the world

so that most common citizens remain uninformed.

In the USA, any oppositional positions in these matters have been superseded.

Der er dage, hvor 18.30-udsendelsen kun udkommer, fordi energiske journalistpraktikanter gør det muligt, fortæller adskillige kilder i DR-Nyheder.

Det gælder også Deadline’s to daglige udsendelser, hvis mandskabsmæssige rygrad er en gruppe meget billige eller ligefrem gratis universitetspraktikanter.

Deadline, hvis helt ufortjente ry er, at her har man god tid til at gå i dybden, har i virkeligheden for lidt tid (eller for mange indslag). Det er svært at være dybdeborende i en diskussion med to-tre deltagere på under 10 minutter, hvor det primære formål ofte synes at være at skabe et godt skænderi (som jo er myten om ’godt fjernsyn’) og skulle der endelig komme en god samtale i gang, har hver deltager måske to-tre minutter til at ’gå i dybden’. Det siger noget om medieudviklingen, at et interview på under 10 minutter repræsenterer noget »dybdeborende og analyserende«.

Det er en interessant problematik. Igen ser vi globaliserings/konkurrenceargumentet rejst. Er det mon sådan, at danskerne ikke længere kan forvente at opretholde deres høje levestandard (og væksten i den) uden at ændre samfundet i mere en mere højreorienteret retning a’ la’ USA, fordi sådan et type samfund er mere konkurrencedygtigt? Det er jo det grundlæggende spørgsmål, som der vel endnu ikke kan gives noget sikkert svar på.

Dermed slutter hun sig – i hvert fald indirekte – til skaren af økokritiske forfattere og lyrikere, der tager klimakatastrofen under behandling. Men På ryggen af en tyr er ikke et programskrift. Da Stoltz undervejs i arbejdet opdagede, at hun var i færd med at skrive en kritik af den vestlige civilisation, var det ikke i form af en realpolitisk eller realistisk bog. Snarere var der tale om, at hendes kunstneriske pen tog temperaturen på samtidens mentale klima. Og på det punkt kan kunsten, ifølge Stoltz, tilbyde nogle andre stemmer i forhold til den politiske debat, der gang på gang viser sig helt at mangle rationale.

Ser man f.eks. på den danske regerings beregningsforudsætninger om produktivitetsvæksten på længere sigt, når regeringen laver langsigtede fremskrivninger for det 21. århundrede, tales der om en årlig produktivitetsvækst på lidt over 1 pct. i de kommende årtier, som det fremgår af Danmarks såkaldte konvergensprogram for 2014 (tabel 7):http://ec.europa.eu/europe2020/pdf/csr2014/cp2014_denmark_da.pdf  Da der også regnes med en stigende arbejdsstyrke fremover, bliver den reale BNP-vækst i fremskrivningen lidt større end produktivitetsvæksten, men dog pænt mindre end 2 pct. i disse modelberegninger.

Noget fundamentalt har ændret sig. Bag de årlige ritualer – åbningstale, finanslov, meningsmålinger – finder vi en tendens til en gradvis tilbagerulning af velfærdsrettigheder. Denne tendens bør ikke kun ses i lyset af den seneste økonomiske krise, da tendensen har været gældende siden Murens Fald. Pensionsalderen er blevet sat op, efterlønnen afskaffet og både kontanthjælp for unge og førtidspension er blevet kraftigt forringet. Samtidig er offentlige arbejdspladser blevet afdemokratiseret gennem privatisering, senest i DONG. Folkeskolelærerne, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne er blevet sat under detailstyring og tidspres. Uligheden er i Danmark steget hurtigere end i de omkringliggende europæiske lande, selv om den danske økonomi har præsteret godt. Gevinsterne af den økonomiske vækst fra slut-90’erne og 00’erne blev ikke omfordelt. Siden krisen har der været et bredt folketingsflertal for, at byrden skulle lægges på befolkningens snarere end på bankernes skuldre.

I dag dominerer markedskræfterne de sociale kræfter.

Da de sociale kræfter var bedre organiserede og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe velfærdsstaten. Danmark var i det 20. århundrede kampplads for arbejderbevægelsen, som via strejker krævede sociale og økonomiske forbedringer. Denne bevægelse fik succes, da de borgerlige frygtede, at åbne konfrontationer med arbejderne ville føre til tabte gevinster og øget opbakning til kommunisterne og andre revolutionære organisationer med potentiel støtte fra Øst. Derfor så de borgerlige sig nødsaget til at indlede forhandlinger med arbejderbevægelsen. I dag ser mange af Folketingets socialdemokrater denne kamp som overstået, mens andre end ikke vil indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsageligt fandt sted igennem en kampvillig fagbevægelse.

I denne debat er der udviklet en strømning, der tager umiddelbart provokerende forslag op. Der bliver talt om ’syre-corbynisme’ – det er ment som et positivt ladet ord – og i samme boldgade har professor i politisk og kulturel teori Jeremy Gilberts forslået bevidsthedsudvidende psykedelisk socialisme. Med bevidsthedsudvidende menes blandt andet basisgrupper, meditation, happenings, fester til langt ud på natten, eksperimenterende jazz-rock og lignende, som i Gilberts øjne bør have en ny og seriøst diskuteret chance.

Gilbert taler om ’bevidsthedsudvidende aktiviteter’ i bred forstand, når han taler om det psykedeliske (ordet blev skabt i 1950’erne af oldgræske ord for psyke, sind og åbning eller klarhed)

I Jeremy Gilbert brede begreb om det psykedeliske er han inspireret af bloggeren og filosoffen Mark Fishers’ (1968-2017) idé om ’syre-kommunisme’. Det vil sige det, der har at gøre med 1960’ernes og 1970’ernes modkulturer omkring rockmusik, miljø, stoffer, kvindefrigørelse og forsøgene på at opbygge nye bevægelser omkring kønsspørgsmål. Med mere.

Betegnelsen anti-globaliseringsbevægelse er en opfindelse, som stammer fra de amerikanske medier, og aktivisterne har aldrig brudt sig om den. Hvis dette er en bevægelse imod noget, er det imod neoliberalismen,

Men i USA er sproget altid et problem.

The no-border Network, som har parolen: intet menneske er illegalt, har organiseret uge-lange teltlejre (laboratorier for kreativ modstand) på den polsk-tyske og de ukrainske grænser, på Sicilien og i Tarifa i Spanien. Aktivister har klædt sig ud som grænsevagter, bygget båd-broer over floden Oder og blokeret Frankfurt Lufthavn med et fuldtalligt klassisk orkester i protest mod deportationen af immigranter (der er eksempler på deporterede som er døde af kvælning på Lufthansa og KLM fly). Denne sommers lejr er planlagt til at finde sted i Strasbourg, hjemby for det europæiske Schengen-system, som er en eftersøgnings- og kontroldatabase med titusindvis af terminaler over hele Europa, som overvåger og registrerer immigranter, aktivister, og hvem de ellers måtte ønske. Flere og flere aktivister har forsøgt at gøre opmærksom på den kendsgerning, at den neoliberale vision af "globalisering" i høj grad er begrænset til bevægelighed af kapital og varer, og at den faktisk øger barriererne for den frie bevægelighed for mennesker, information og ideer; størrelsen af det amerikanske grænseværn er næsten tredoblet siden underskrivelsen af NAFTA. Det kan dårligt overraske: hvis det ikke var muligt effektivt at fastholde størstedelen af verdens befolkning i fattigdoms-enklaver, var der i udgangspunktet ikke noget incitament for firmaer som Nike eller Gap til at flytte produktionen dertil. Med fri bevægelighed for mennesker ville hele det neoliberale projekt kollapse. Når folk taler om udhulningen af den nationale suverænitet, er det vigtigt at huske på at nationalstaternes mest betydningsfulde bedrift i forrige århundrede har været etableringen af et ensartet net af svært bevogtede barrierer over hele verden. Det er præcis dette internationale kontrolsystem, som vi kæmper imod i den ægte globaliserings navn.

Historically, the humanities have been central to education because they have rightly been seen as essential for creating competent democratic citizens. But recently, Nussbaum argues, thinking about the aims of education has gone disturbingly awry both in the United States and abroad. Anxiously focused on national economic growth, we increasingly treat education as though its primary goal were to teach students to be economically productive rather than to think critically and become knowledgeable and empathetic citizens. This shortsighted focus on profitable skills has eroded our ability to criticize authority, reduced our sympathy with the marginalized and different, and damaged our competence to deal with complex global problems. And the loss of these basic capacities jeopardizes the health of democracies and the hope of a decent world.