The no-border Network, som har parolen: intet menneske er illegalt, har organiseret uge-lange teltlejre (laboratorier for kreativ modstand) på den polsk-tyske og de ukrainske grænser, på Sicilien og i Tarifa i Spanien. Aktivister har klædt sig ud som grænsevagter, bygget båd-broer over floden Oder og blokeret Frankfurt Lufthavn med et fuldtalligt klassisk orkester i protest mod deportationen af immigranter (der er eksempler på deporterede som er døde af kvælning på Lufthansa og KLM fly). Denne sommers lejr er planlagt til at finde sted i Strasbourg, hjemby for det europæiske Schengen-system, som er en eftersøgnings- og kontroldatabase med titusindvis af terminaler over hele Europa, som overvåger og registrerer immigranter, aktivister, og hvem de ellers måtte ønske. Flere og flere aktivister har forsøgt at gøre opmærksom på den kendsgerning, at den neoliberale vision af "globalisering" i høj grad er begrænset til bevægelighed af kapital og varer, og at den faktisk øger barriererne for den frie bevægelighed for mennesker, information og ideer; størrelsen af det amerikanske grænseværn er næsten tredoblet siden underskrivelsen af NAFTA. Det kan dårligt overraske: hvis det ikke var muligt effektivt at fastholde størstedelen af verdens befolkning i fattigdoms-enklaver, var der i udgangspunktet ikke noget incitament for firmaer som Nike eller Gap til at flytte produktionen dertil. Med fri bevægelighed for mennesker ville hele det neoliberale projekt kollapse. Når folk taler om udhulningen af den nationale suverænitet, er det vigtigt at huske på at nationalstaternes mest betydningsfulde bedrift i forrige århundrede har været etableringen af et ensartet net af svært bevogtede barrierer over hele verden. Det er præcis dette internationale kontrolsystem, som vi kæmper imod i den ægte globaliserings navn.