"Politikere ligner i dag hinanden i et omfang, du aldrig har set før. De har samme uddannelse, de bor de samme steder, gifter sig med de samme typer, de rejser de samme steder hen, de mener stort set det samme om rigtig mange ting. Det bliver så ikke meget bedre af, at de går op ad journalister, der stort set er gjort af det samme stof. Det er klart, at du får en lukket politisk koloni. Men det bliver ikke et specielt robust folkestyre, fordi det netop foregår uden den store inddragelse, hvor man så at sige publikumgør vælgerne. De er tilskuere. Vælgerne er ikke længere aktive, medlevende, kritiske deltagere i en demokratisk debat, men er derimod reduceret til et publikum, der sidder og følger med på TV og i medierne i øvrigt og konstaterer, at de ikke helt begriber eller føler, de har andel i, hvad der sker på Christiansborg. »Nåh, nu skændes de«, konstateres det, mens man opgiver at forstå og heller ikke bliver inviteret til at forstå, hvad substansen er."
Lidt vel snakkende, og selvom kommentarerne ikke er særligt begavede er det alligevel interessant at læse. Grundlæggende kan jeg efterhånden ikke se nogen grund til, at man ikke skulle halvere antallet af MF'ere (mindst).
Stig Hjarvads kommentarer til nutidens medielandskab, hvor generalister og professionelle journalister der ser mediet som målet og ikke som midlet til at bringe kultur og viden til torvs.
Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed. Det er kun journalisterne, der ikke har opdaget det. Under diktat fra snæversynede bestyrelser, der kun tænker i omkostninger og fortjeneste, med chefredaktører, der for de flestes vedkommende ikke er andet end inkompetente, anonyme funktionærtyper på gennemtræk fra bladhus til bladhus, falder og falder oplagene på såvel de store, landsdækkende morgenaviser som formiddagsbladene mod et absolut nulpunkt, en udvikling, alle synes at acceptere med en stoisk, nærmest masochistisk resignation, og som i hvert fald aldrig giver anledning til selvransagelse. At tale med en journalist om dansk presses fremtid er som at tale med en psykotisk virkelighedsfornægter, der fra sit tilflugtssted i en narcissistisk, selvcentreret fantasiverden uanfægtet tror på løgnen om sin egen betydningsfuldhed.
Synes artiklen indeholder mange af de ting, som vi også har diskuteret. Budskabet er simpelt, men solgt i nogle ret lækre formuleringer. Rart, at nogen ind i mellem maler det hele lidt skarpt op. Det giver mig i hvert fald lidt fornyet gejst.
Én ting er at være irriteret på politikere og journalister, det næste skridt må være enten at overveje hvilke konsekvenser det har (manglende borgerinddragelse i det egentlige magtspil) eller at opstille alternativer (også til hvordan borgeren har indflydelse på de egentlige beslutninger - altså noget mere end blot samtale med henblik på at ændre opponionen).