Group items matching

in title, tags, annotations or url

Men virkeligheden er vel at det(desværre) ikke bare er historieløs dumhed der ligger bag denne udvikling. De seneste årtier, og det sidste årti i særdeleshed, er dansk lovgivning, i vid udstrækning dansk presse, medie og civilkultur samt magtapparatets resurser og praksis, blevet skærpet og udviklet med bevidst henblik på at overvåge, optrevle, dæmpe, nedslå eller stigmatisere enhver form for social uro og de umiddelbart ansvarlige herfor. Om undskyldningen har været terror, rocker- eller andre bander, ungdomshus, hooligans mm. er virkeligheden i dag at efterretning og magtapparat er så finmasket og potent at staten og eliten, med total sindsro, kan sætte skruesvingen på samfundets bund. Hvis bare man husker at smide middelklassen en luns i ny og næ. De dominerende medier og pressehuse, hvor langt langt største delen af danskere for deres viden fra, er ligeledes kontrolleret eller ejet af eliten eller folk der uden tøven erklærer deres troskab til det herskende hierarki. For ikke at glemme de magelige og hyggelige muligheder, fra villa og Volvo til charterferie eller x-faktor, den kulturelle konformiteten tilbyder til enhver der ligeledes har accepteret den gældende rangordning og fordelingsnøgle.

Der er imidlertid en hage ved al denne kritik, uanset hvor skånselsløs den end tager sig ud. Som hovedregel stilles der aldrig spørgsmålstegn ved de liberal-demokratiske rammer, inden for hvilke disse excesser søges bekæmpet. Implicit eller eksplicit er målet altid at regulere kapitalismen - i kraft af et øget pres fra en kritisk medieoffentlighed, parlamentariske undersøgelser, skrappere love, udvidet politiovervågning osv. - men aldrig at anfægte de institutionelle mekanismer i den borgerlige retsstats liberale demokrati.

Nej, nøglen til sand frihed skal snarere findes i de sociale relationers ‘apolitiske’ netværk - fra markedet til familien - hvor de forandringer, som skal til for at skabe reelle forbedringer, ikke er politiske reformer, men en forandring af de sociale produktionsforhold.

Overvejelser som disse kan ikke andet end ryste den magelige subjektive position hos mange venstreradikale intellektuelle. Hvad nu hvis disse intellektuelle dybest set førte et trygt og mageligt liv og - for at retfærdiggøre denne splendide livsform - foretrak at fantasere om radikale omvæltningsscenarier?