Group items tagged

Enkeltsagen dominerer fuldstændig.

For hvad forestiller de sig selv – at en enkelt mand skulle kunne forandre USA? Den totale tro på individet og absolutte underkendelse af grundlæggende strukturelle forhindringer, spænder fuldstændigt ben for amerikanerne i deres stræben efter forandring.

Det kan virke noget selvmodsigende på den ene side at erkende, at enkeltsagen måske er der, hvor der faktisk kan opnås forandring, og på den anden side give den skylden for, at forandringer ikke bliver til noget. Men jeg tror, det afspejler den fatale og fastlåste politiske situation som USA demokratisk befinder sig i.

A de-growth model would therefore necessitate a fundamental restructuring of the global financial system. This is not likely to happen any time soon. But this has as much to do with political barriers and vested-interests as economic ideology.

Der er imidlertid en hage ved al denne kritik, uanset hvor skånselsløs den end tager sig ud. Som hovedregel stilles der aldrig spørgsmålstegn ved de liberal-demokratiske rammer, inden for hvilke disse excesser søges bekæmpet. Implicit eller eksplicit er målet altid at regulere kapitalismen - i kraft af et øget pres fra en kritisk medieoffentlighed, parlamentariske undersøgelser, skrappere love, udvidet politiovervågning osv. - men aldrig at anfægte de institutionelle mekanismer i den borgerlige retsstats liberale demokrati.

Nej, nøglen til sand frihed skal snarere findes i de sociale relationers ‘apolitiske’ netværk - fra markedet til familien - hvor de forandringer, som skal til for at skabe reelle forbedringer, ikke er politiske reformer, men en forandring af de sociale produktionsforhold.

Overvejelser som disse kan ikke andet end ryste den magelige subjektive position hos mange venstreradikale intellektuelle. Hvad nu hvis disse intellektuelle dybest set førte et trygt og mageligt liv og - for at retfærdiggøre denne splendide livsform - foretrak at fantasere om radikale omvæltningsscenarier?

At overvære det britiske borgerskabs kamp med finanssektoren er som at se en alkoholiker, som nægter at forstå, at der er nødt til at ske noget radikalt, hvis hans liv skal forandre sig. Frem til 2008 var der udbredt fortrængning af, hvad finansverdenen havde udviklet sig til. Da en række bankkrak gjorde denne fortrængning umulig at opretholde, blev den afløst af udbredt vrede, som førte til offentlig ydmygelse af symbolske figurer. Men da skandalerne blev ved, ledte det os ind i en tredje fase – det, terapeuter kalder forhandlingsfasen.

Virkeligheden er, at den globale storfinans de facto består af en gruppe forbundne karteller, som deler markedet op mellem sig og bruger deres styrke til at holde konkurrenter ude. Karteller, som kan udtrække gigantbonusser fra det, som burde være almindelige profitter, som laver kæmpe pr-kampagner, som driver et endeløst rekrutteringscirkus og i ét væk laver lobbyarbejde bag kulisserne, og som tilbyder endog meget attraktive alternative karrieremuligheder for tidligere politikere. Kapitalister har et ord for dette, og det er ’markedssvigt’. Løsningen er ikke at fordømme dem, som ikke kan modstå fristelserne i dette perverse univers, men derimod at fjerne fristelserne. Det vil formentlig betyde mindre banker, mindre og uafhængige revisionsfirmaer og kreditvurderingsinstitutioner, enklere produkter og langt højere krav til kapitalbeholdning.

Jeg startede med betryggende forestillinger om velklædte bankfolk og deres lobbyister, som helt sikker grundlæggende vidste, hvad de gjorde. To år senere må jeg konstatere, at jeg er oprigtigt skrækslagen. Dette system er smækfuldt af dysfunktionalitet og misbrug, som går ud over både dets ansatte og de samfund, det opererer i. Problemet er præcist så stort, som bankhaderne tror.