Group items matching

in title, tags, annotations or url

Betegnelsen anti-globaliseringsbevægelse er en opfindelse, som stammer fra de amerikanske medier, og aktivisterne har aldrig brudt sig om den. Hvis dette er en bevægelse imod noget, er det imod neoliberalismen,

Men i USA er sproget altid et problem.

The no-border Network, som har parolen: intet menneske er illegalt, har organiseret uge-lange teltlejre (laboratorier for kreativ modstand) på den polsk-tyske og de ukrainske grænser, på Sicilien og i Tarifa i Spanien. Aktivister har klædt sig ud som grænsevagter, bygget båd-broer over floden Oder og blokeret Frankfurt Lufthavn med et fuldtalligt klassisk orkester i protest mod deportationen af immigranter (der er eksempler på deporterede som er døde af kvælning på Lufthansa og KLM fly). Denne sommers lejr er planlagt til at finde sted i Strasbourg, hjemby for det europæiske Schengen-system, som er en eftersøgnings- og kontroldatabase med titusindvis af terminaler over hele Europa, som overvåger og registrerer immigranter, aktivister, og hvem de ellers måtte ønske. Flere og flere aktivister har forsøgt at gøre opmærksom på den kendsgerning, at den neoliberale vision af "globalisering" i høj grad er begrænset til bevægelighed af kapital og varer, og at den faktisk øger barriererne for den frie bevægelighed for mennesker, information og ideer; størrelsen af det amerikanske grænseværn er næsten tredoblet siden underskrivelsen af NAFTA. Det kan dårligt overraske: hvis det ikke var muligt effektivt at fastholde størstedelen af verdens befolkning i fattigdoms-enklaver, var der i udgangspunktet ikke noget incitament for firmaer som Nike eller Gap til at flytte produktionen dertil. Med fri bevægelighed for mennesker ville hele det neoliberale projekt kollapse. Når folk taler om udhulningen af den nationale suverænitet, er det vigtigt at huske på at nationalstaternes mest betydningsfulde bedrift i forrige århundrede har været etableringen af et ensartet net af svært bevogtede barrierer over hele verden. Det er præcis dette internationale kontrolsystem, som vi kæmper imod i den ægte globaliserings navn.

Og hvordan kan vi bygge progressive vedvarende fællesskaber i byen, hvordan kan vi organisere os i og omkring byens strukturer – vores nye fabrik – hvis alle forsvinder? Hvis flygtigheden i de sociale relationer i byen er for høj, bliver det svært at skabe grobund for organisering.

Byen producerer og rummer som fabrikken potentialer for fællesskab og organisering, men disse potentialer skal udnyttes, der skal rykkes på dem, der skal gøres en konkret indsats for at skabe fællesskab og organisering.

it is a crisis of the consumerist model, a model that, based since the beginning of the 20th century on the instrumentalization of desire (thought by Edward Bernays, who instrumentalized the theory of the unconscious developed by Freud

Noget fundamentalt har ændret sig. Bag de årlige ritualer – åbningstale, finanslov, meningsmålinger – finder vi en tendens til en gradvis tilbagerulning af velfærdsrettigheder. Denne tendens bør ikke kun ses i lyset af den seneste økonomiske krise, da tendensen har været gældende siden Murens Fald. Pensionsalderen er blevet sat op, efterlønnen afskaffet og både kontanthjælp for unge og førtidspension er blevet kraftigt forringet. Samtidig er offentlige arbejdspladser blevet afdemokratiseret gennem privatisering, senest i DONG. Folkeskolelærerne, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne er blevet sat under detailstyring og tidspres. Uligheden er i Danmark steget hurtigere end i de omkringliggende europæiske lande, selv om den danske økonomi har præsteret godt. Gevinsterne af den økonomiske vækst fra slut-90’erne og 00’erne blev ikke omfordelt. Siden krisen har der været et bredt folketingsflertal for, at byrden skulle lægges på befolkningens snarere end på bankernes skuldre.

I dag dominerer markedskræfterne de sociale kræfter.

Da de sociale kræfter var bedre organiserede og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe velfærdsstaten. Danmark var i det 20. århundrede kampplads for arbejderbevægelsen, som via strejker krævede sociale og økonomiske forbedringer. Denne bevægelse fik succes, da de borgerlige frygtede, at åbne konfrontationer med arbejderne ville føre til tabte gevinster og øget opbakning til kommunisterne og andre revolutionære organisationer med potentiel støtte fra Øst. Derfor så de borgerlige sig nødsaget til at indlede forhandlinger med arbejderbevægelsen. I dag ser mange af Folketingets socialdemokrater denne kamp som overstået, mens andre end ikke vil indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsageligt fandt sted igennem en kampvillig fagbevægelse.

They should have taken the loft scene as the foundation for building new kinds of institutions, where the music could be played. But that was not achieved. There’s a lot of failure of things that happened in the ’60s that could have made the conditions for music to day much different. But those failures – they didn’t build institutions. And institutions are the only things that really change the environment.