Det antikke demokrati hvilede på tre principper.
Det første var, at folket styrede sig selv
direkte. Afstemninger foregik ved, at man lukkede
så mange athenske mænd ind som muligt på forsamlingspladsen,
og når der ikke kunne være flere,
blev portene lukket. Afstemninger foregik ved
håndsoprækning, og pladsen blev ikke åbnet igen,
før en beslutning var truffet. Folkeforsamlingens
beslutninger blev offentliggjort med indskrifter,
som begyndte med ordene: “Folket har fundet rigtigt,
at …”. Det handlede om krig og fred og økonomi
– især eftergivelse af fattiges gæld. Da Athen
betalte diæter for fremmøde, så alle havde råd til
at deltage, var de fattige flittige til at møde frem.
Ved siden af folkeforsamlingen skulle der også
udpeges en regering. Her var det andet princip, at
personlige egenskaber og rigdom ikke måtte
tælle. Alle kunne stille op, og valg af dommere og
embedsmænd skete ved lodtrækning. Hver dag
blev der valgt en formand, en art statsminister,
som dog kun havde posten for én dag. Det sande
demokrati handlede ikke om den bedst egnede,
men den tilfældigt udtrukne, fordi alle borgere var
lige. Lodtrækningen foregik ved, at hver borger
satte sit kort i en slags “stemmemaskine”. En undtagelse
var valget af generaler. Krig krævede professionel
ledelse.
Det tredje princip var, at demokratisk deltagelse
ikke blot er en ret, men en pligt. “Vi fordømmer
den mand, der ikke deltager i politik”,
sagde Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), der i mange år
var Athens uformelle leder. Han var ikke valgt til
noget embede og var aristokrat af fødsel. Hos
historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) hører
vi, hvordan han leverer det fornemmeste forsvar
for det antikke demokrati.