Det antikke demokrati hvilede på tre principper. Det første var, at folket styrede sig selv direkte. Afstemninger foregik ved, at man lukkede så mange athenske mænd ind som muligt på forsamlingspladsen, og når der ikke kunne være flere, blev portene lukket. Afstemninger foregik ved håndsoprækning, og pladsen blev ikke åbnet igen, før en beslutning var truffet. Folkeforsamlingens beslutninger blev offentliggjort med indskrifter, som begyndte med ordene: “Folket har fundet rigtigt, at …”. Det handlede om krig og fred og økonomi – især eftergivelse af fattiges gæld. Da Athen betalte diæter for fremmøde, så alle havde råd til at deltage, var de fattige flittige til at møde frem. Ved siden af folkeforsamlingen skulle der også udpeges en regering. Her var det andet princip, at personlige egenskaber og rigdom ikke måtte tælle. Alle kunne stille op, og valg af dommere og embedsmænd skete ved lodtrækning. Hver dag blev der valgt en formand, en art statsminister, som dog kun havde posten for én dag. Det sande demokrati handlede ikke om den bedst egnede, men den tilfældigt udtrukne, fordi alle borgere var lige. Lodtrækningen foregik ved, at hver borger satte sit kort i en slags “stemmemaskine”. En undtagelse var valget af generaler. Krig krævede professionel ledelse. Det tredje princip var, at demokratisk deltagelse ikke blot er en ret, men en pligt. “Vi fordømmer den mand, der ikke deltager i politik”, sagde Perikles (ca. 495-429 f.Kr.), der i mange år var Athens uformelle leder. Han var ikke valgt til noget embede og var aristokrat af fødsel. Hos historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) hører vi, hvordan han leverer det fornemmeste forsvar for det antikke demokrati.