andersjens

I foråret 2011 kom det til borgerkrig i Libyen mellem Gaddafis tilhængere og en bred union af hans modstandere. Den førte til blodige kampe, og NATO støttede oprøret med bombeangreb mod Gaddafi-tro styrkers stillinger og hans kommandocentre. Gaddafi selv tog til sidst tilflugt i sin fødeby Sirte, hvor han 20.10.2011 blev såret, fanget og umiddelbart efter dræbt. Han blev begravet 25.10.2011 i den libyske ørken sammen med en af sine sønner, der døde samtidig med ham.

Den Grønne Bog, bog i tre dele, forfattet af den libyske leder Muammar Gaddafi; udkom 1976-79. Første del bærer titlen Løsningen af demokratiets problem — folkets autoritet, anden del Løsningen af det økonomiske problem — socialismen, og tredje del Den sociale basis for den tredje internationale teori. Gaddafi forsøgte i Den Grønne Bog at opstille en samlet teori for, hvorledes staterne i den tredje verden kunne anlægge en udviklingsstrategi, der baserede sig på noget andet end den vestlige kapitalisme eller den sovjetiske kommunisme

Det var i 1969, den kun 27-årige løjtnant greb magten ved et militærkup og derefter fastholdt Libyen i sit jerngreb i 42 år.

Han gjorde den tidligere italienske koloni til et selvstændigt arabisk land, udviste udlændinge og gjorde arabisk til landets officielle sprog.

Det blev det sidste kys, som hun gav sin søn. Nogle timer senere fik hun besked om, at hendes 26-årige søn havde sat ild til sig selv på hovedgaden og nu lå på hospitalet i bandager med svære forbrændinger. 18 dage senere døde Muhammed Bouazizi af forbrændingerne, som blev det indledningen til Det Arabiske Forår, for kort tid, efter at han havde sat ild til sig selv i protest mod styret i Tunesien, begyndte demonstrationerne mod præsident Zine El Abidine Ben Ali at sprede sig i hele landet.  

I de følgende måneder var der heftige kampe, hvor kontrollen over flere byer skiftede. I august 2011 rykkede oprørerne ind i Tripoli og erobrede Muammar Gaddafis palads, men Gaddafi selv fandt de ikke. Flere af Gaddafis familiemedlemmer flygtede til Algeriet, mens Gaddafi selv proklamerede fortsat kamp. I den følgende tid fortsatte kampen mod Gaddafi, og i oktober stod den endelige kamp i Sirte, Gaddafis fødeby, mellem overgangsrådets styrker og Gaddafis sidste tilhængere. 20. oktober blev Gaddafi dræbt under uopklarede omstændigheder ved tilfangetagelsen, og den 23. oktober erklærede overgangsrådet Libyen for frit. Oprøret skal ses i forlængelse af det såkaldte Arabiske Forår, den protestbølge, der prægede en lang række arabiske lande fra vinteren 2010 med udgangspunkt i Tunesien, og som førte til præsident Zayn al-Abidin Ben-Alis fald i landet og efterfølgende præsident Husni al-Mubaraks fald i Egypten. Se også Jasminrevolutionen.

I to tilfælde, Libyen og Syrien, har den civile protest decideret udviklet sig til borgerkrig. Libyens diktator, Muammar Gaddafi faldt, mens det syriske oprør stadig er i gang trods en militær indsats mod demonstranter og kampe mellem den syriske hær og væbnede modstandere organiseret i Den Frie Syriske Arme samt forskellige islamistiske grupperinger såsom Jabhat al-Nusra.