Group items tagged

Noget fundamentalt har ændret sig. Bag de årlige ritualer – åbningstale, finanslov, meningsmålinger – finder vi en tendens til en gradvis tilbagerulning af velfærdsrettigheder. Denne tendens bør ikke kun ses i lyset af den seneste økonomiske krise, da tendensen har været gældende siden Murens Fald. Pensionsalderen er blevet sat op, efterlønnen afskaffet og både kontanthjælp for unge og førtidspension er blevet kraftigt forringet. Samtidig er offentlige arbejdspladser blevet afdemokratiseret gennem privatisering, senest i DONG. Folkeskolelærerne, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne er blevet sat under detailstyring og tidspres. Uligheden er i Danmark steget hurtigere end i de omkringliggende europæiske lande, selv om den danske økonomi har præsteret godt. Gevinsterne af den økonomiske vækst fra slut-90’erne og 00’erne blev ikke omfordelt. Siden krisen har der været et bredt folketingsflertal for, at byrden skulle lægges på befolkningens snarere end på bankernes skuldre.

I dag dominerer markedskræfterne de sociale kræfter.

Da de sociale kræfter var bedre organiserede og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe velfærdsstaten. Danmark var i det 20. århundrede kampplads for arbejderbevægelsen, som via strejker krævede sociale og økonomiske forbedringer. Denne bevægelse fik succes, da de borgerlige frygtede, at åbne konfrontationer med arbejderne ville føre til tabte gevinster og øget opbakning til kommunisterne og andre revolutionære organisationer med potentiel støtte fra Øst. Derfor så de borgerlige sig nødsaget til at indlede forhandlinger med arbejderbevægelsen. I dag ser mange af Folketingets socialdemokrater denne kamp som overstået, mens andre end ikke vil indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsageligt fandt sted igennem en kampvillig fagbevægelse.

Lektor, ph.d. Robert Klemmensen et al.Syddansk Universitet, Institut for Statskundskab.”Arv eller miljø – hvad bestemmer politiske og sociale værdier?”5.435.000 kr.Projektet vil undersøge det komplekse forhold mellem politisk deltagelse, politiske holdninger og værdier og social tillid og arvelige forhold. Desuden vil projektet bidrage til forståelse af holdningsdannelse, idet de samme personer stilles de samme spørgsmål med års mellemrum. Dermed bliver det muligt at undersøge, hvordan arvelige og sociologiske faktorer spiller sammen, når vælgere ændrer holdning. Til forståelse af holdningsdannelse vil vælgerens personlighed blive inddraget som forklarende faktor, og projektet vil gøre brug af tvillingstudier, der er særligt velegnede til at afdække forhold mellem politisk holdningsdannelse, politisk deltagelse og arvelige forhold.

Der er imidlertid en hage ved al denne kritik, uanset hvor skånselsløs den end tager sig ud. Som hovedregel stilles der aldrig spørgsmålstegn ved de liberal-demokratiske rammer, inden for hvilke disse excesser søges bekæmpet. Implicit eller eksplicit er målet altid at regulere kapitalismen - i kraft af et øget pres fra en kritisk medieoffentlighed, parlamentariske undersøgelser, skrappere love, udvidet politiovervågning osv. - men aldrig at anfægte de institutionelle mekanismer i den borgerlige retsstats liberale demokrati.

Nej, nøglen til sand frihed skal snarere findes i de sociale relationers ‘apolitiske’ netværk - fra markedet til familien - hvor de forandringer, som skal til for at skabe reelle forbedringer, ikke er politiske reformer, men en forandring af de sociale produktionsforhold.

Overvejelser som disse kan ikke andet end ryste den magelige subjektive position hos mange venstreradikale intellektuelle. Hvad nu hvis disse intellektuelle dybest set førte et trygt og mageligt liv og - for at retfærdiggøre denne splendide livsform - foretrak at fantasere om radikale omvæltningsscenarier?

Man bliver nødt til også at se på, hvordan et bedre liv kunne tage sig ud. Man bliver nødt til at formulere visioner for et liv, der er sjovere, friere og mere meningsfuldt.

prog, som er opfundet til et bestemt formål i en bestemt hensigt, vil altid brede sig og blive brugt af andre til andre formål. Det kan vi beklage, men vi kan ikke bekæmpe det uden at bekæmpe sproget selv.

they are able to engineer our own unconscious beliefs.

»Kan vi skabe en global økonomi, der ikke vokser i materiel forstand, men er bæredygtig og sikrer en høj livskvalitet for de fleste, hvis ikke alle, mennesker? En stribe vidnesbyrd tyder på, at svaret er ja,« skriver de.

Og svarer: »Lad os erkende, at forestillingen om evig vækst alene er en social konstruktion, introduceret som en overgangsstrategi for at få økonomien på fode igen efter Anden Verdenskrig. Den har nu udtømt sine muligheder«.

»Borgere i moderne demokratiske samfund er blevet vant til komfort og overflod, men demokrati fordrer borgere, der er villige til at ofre noget for det fælles bedste og lægge bånd på deres passioner (…) Hvordan mennesker, der er formet af forbrugerisme, vil reagere politisk i tider, der givetvis vil blive mere pressede, er uvist,« skriver professor i miljø- og samfundsvidenskab David Orr, Oberlin College, i rapporten.

Men virkeligheden er vel at det(desværre) ikke bare er historieløs dumhed der ligger bag denne udvikling. De seneste årtier, og det sidste årti i særdeleshed, er dansk lovgivning, i vid udstrækning dansk presse, medie og civilkultur samt magtapparatets resurser og praksis, blevet skærpet og udviklet med bevidst henblik på at overvåge, optrevle, dæmpe, nedslå eller stigmatisere enhver form for social uro og de umiddelbart ansvarlige herfor. Om undskyldningen har været terror, rocker- eller andre bander, ungdomshus, hooligans mm. er virkeligheden i dag at efterretning og magtapparat er så finmasket og potent at staten og eliten, med total sindsro, kan sætte skruesvingen på samfundets bund. Hvis bare man husker at smide middelklassen en luns i ny og næ. De dominerende medier og pressehuse, hvor langt langt største delen af danskere for deres viden fra, er ligeledes kontrolleret eller ejet af eliten eller folk der uden tøven erklærer deres troskab til det herskende hierarki. For ikke at glemme de magelige og hyggelige muligheder, fra villa og Volvo til charterferie eller x-faktor, den kulturelle konformiteten tilbyder til enhver der ligeledes har accepteret den gældende rangordning og fordelingsnøgle.

Betegnelsen anti-globaliseringsbevægelse er en opfindelse, som stammer fra de amerikanske medier, og aktivisterne har aldrig brudt sig om den. Hvis dette er en bevægelse imod noget, er det imod neoliberalismen,

Men i USA er sproget altid et problem.

The no-border Network, som har parolen: intet menneske er illegalt, har organiseret uge-lange teltlejre (laboratorier for kreativ modstand) på den polsk-tyske og de ukrainske grænser, på Sicilien og i Tarifa i Spanien. Aktivister har klædt sig ud som grænsevagter, bygget båd-broer over floden Oder og blokeret Frankfurt Lufthavn med et fuldtalligt klassisk orkester i protest mod deportationen af immigranter (der er eksempler på deporterede som er døde af kvælning på Lufthansa og KLM fly). Denne sommers lejr er planlagt til at finde sted i Strasbourg, hjemby for det europæiske Schengen-system, som er en eftersøgnings- og kontroldatabase med titusindvis af terminaler over hele Europa, som overvåger og registrerer immigranter, aktivister, og hvem de ellers måtte ønske. Flere og flere aktivister har forsøgt at gøre opmærksom på den kendsgerning, at den neoliberale vision af "globalisering" i høj grad er begrænset til bevægelighed af kapital og varer, og at den faktisk øger barriererne for den frie bevægelighed for mennesker, information og ideer; størrelsen af det amerikanske grænseværn er næsten tredoblet siden underskrivelsen af NAFTA. Det kan dårligt overraske: hvis det ikke var muligt effektivt at fastholde størstedelen af verdens befolkning i fattigdoms-enklaver, var der i udgangspunktet ikke noget incitament for firmaer som Nike eller Gap til at flytte produktionen dertil. Med fri bevægelighed for mennesker ville hele det neoliberale projekt kollapse. Når folk taler om udhulningen af den nationale suverænitet, er det vigtigt at huske på at nationalstaternes mest betydningsfulde bedrift i forrige århundrede har været etableringen af et ensartet net af svært bevogtede barrierer over hele verden. Det er præcis dette internationale kontrolsystem, som vi kæmper imod i den ægte globaliserings navn.

Og hvordan kan vi bygge progressive vedvarende fællesskaber i byen, hvordan kan vi organisere os i og omkring byens strukturer – vores nye fabrik – hvis alle forsvinder? Hvis flygtigheden i de sociale relationer i byen er for høj, bliver det svært at skabe grobund for organisering.

Byen producerer og rummer som fabrikken potentialer for fællesskab og organisering, men disse potentialer skal udnyttes, der skal rykkes på dem, der skal gøres en konkret indsats for at skabe fællesskab og organisering.

The problem is not inherent in the Internet or the Web.  Deterioration only began around the turn of the century with the rise of so-called “Web 2.0” designs.  These designs valued the information content of the web over individuals.  It became fashionable to aggregate the expressions of people into dehumanized data.  There are so many things wrong with this that it takes a whole book to summarize them.  Here’s just one problem:  It screws the middle class.  Only the aggregator (like Google, for instance) gets rich, while the actual producers of content get poor.  This is why newspapers are dying.  It might sound like it is only a problem for creative people, like musicians or writers, but eventually it will be a problem for everyone.  When robots can repair roads someday, will people have jobs programming those robots, or will the human programmers be so aggregated that they essentially work for free, like today’s recording musicians?  Web 2.0 is a formula to kill the middle class and undo centuries of social progress.

The end is not far away

The public interest must prevail over the interest individual, the fair sharing of the wealth created by the world of work override the power of  money.

“The press freedom, its  honor and independence againt the power of the State, the power of money and foreign influences.” That is what turns further orders on the press in 1944. Yet that is what is now in danger. The Resistance was calling for “an effective opportunity for all French children to benefit from the most developed education”, without discrimination, yet the reforms proposed in 2008 go against this project. Young teachers, which actions I support, were up to refuse to apply them and they saw their wages cut as a punishment. They were outraged, have “disobeyed” and found these reforms too far from the ideal of the republican school, too much in the service of Page 3 the money society and not enough developing the creative and critical thinking. It is just the base of the social conquests of the Resistance which is now in question (2)