visAvis

Og om eftermiddagen overrakte Fredsfonden en pris til tidsskriftet visAvis, der udgives af en gruppe danske kunstnere og studerende i samarbejde med med asylsøgere.

Ved Fredsfondens prisoverrækkelse til visAvis, forklarede tidsskriftets redaktør Jeppe Wedel-Brandt, meningen med initiativet: ”Vi vil gerne opretholde det demokratiske princip om, at folk der bliver ramt af en lov, har krav på at deres stemme bliver hørt.” Det er en ædel gerning.

Kirkeasyl og det prisbelønnede visAvis er blot to blandt en lang række initiativer fra det, man kalder civilsamfundet. Tidsskriftet er udsprunget af projektet Asyl Dialog Tanken, skabt af undervisere og studerende på Kunstakademiet, som bl.a. også omfatter Trampolinhuset, et fælleskulturhus som er under etablering med privat fondsstøtte – og andre steder knopskyder enkeltsagsforeninger med både hård og blød kant, f.eks. Stop udvisningerne, Flygtninge under jorden, Asylret, Kirkeasyl, Luk lejren, Asyl nu, Bedsteforældre for Asyl – ikke at forglemme de mange tusinde frivillige i etablerede organisationer som Dansk Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp. Mens den politiske evighedskamp om flygtningene fortsætter, bliver civilsamfundets modreaktion altså mere og mere synlig. Og mens man må sige fra overfor malingkastere og andre aktivister, der ikke nøjes med fredelige midler, må man tage hatten af for frivillige, der gerne vil opretholde det demokratiske princip om, at folk der bliver ramt af en lov, har krav på at deres stemme bliver hørt. De tegner – sammen med forskydningerne på Christiansborg – mulighederne for en ny kontur for dansk asylpolitik efter ti år på Dansk Folkepartis flygtningefjendske nåde.

Laclau, E. & Mouffe, C. (2002): Det radikale demokrati - diskursteoriens politiske perspektiv, redaktion, oversættelse og indledning v. Clausen, T., Gad, U.P. et al., Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag.

»Det her er et eksempel på den frie danske debatkultur, som den også kom til udtryk i diskussionen af Muhammed-tegningerne, og det er et vigtigt element i forståelsen af demokrati.

For mig at se er EU nationalstatens og det folkelige demokratis eneste chance for at overleve. Som sådan er en nation en anakronisme, jeg ser ikke nationalstaten som en økonomisk eller militær magt. Men nationerne kan være med til at fastholde forskellighed i en globaliseret verden. Der dør tre-fire sprog om dagen og dermed en særlig måde at erkende verden på. Det er ikke kun naturen, der forarmes

»Folk vil gerne have frihed, men de glemmer at kampen for frihed var en del af oplysningsprojektet. Med frihed følger også en forpligtelse til at være oplyst, men i dag vil ingen tage det ansvar. Man må huske, at frihed er kulturskabt, den kan hurtigt forsvinde. Jeg går ind for et nyt oplysningsprojekt, der bygger på de globale realiteter, vi må udvikle et frihedsbegreb i global sammenhæng.«

Den danske stat var, som altid i sager af denne art, på pletten med et indlæg under EU-Domstolens behandling af sagen med forslag til en indskrænkende fortolkning af den fri bevægelighed og dermed af børnenes rettigheder.