Group items tagged

Siden krisen startede i 2008, har det konstante krav været at skabe arbejdspladser. Det kan ske i offentligt eller privat regi. Her er forholdet asymmetrisk, fordi kun private arbejdspladser skaber den rigdom, som kan finansiere statens udgifter, f.eks. til velfærd. Og private arbejdspladser er bundet til markedet og dets krav om vækst. Så befolkningens ønske om arbejde, regeringens ønske om et skattegrundlag og erhvervslivets ønske om vækst trækker alle i samme retning. Regeringer kæmper for at tiltrække investeringer og deltager gerne i et ’styrtløb mod bunden’, når det gælder selskabsskat. Vi kan tale om en økonomisk nødvendighed.

Mens den økonomiske nødvendighed er presserende og angår stater, virksomheder og mennesker her og nu, er den økologiske nødvendighed mere diffus. Den angår fremtiden og griber ikke direkte ind i hverdagen. Intet enkelt menneske oplever, at hans eller hendes indsats gør den store forskel, så man kan føle sig lidt idiotisk, hvis man skruer ned for varmen eller sælger bilen. Ingen magtfuld aktør på verdensniveau kan tæmme alles kamp mod alle om lokale fordele. Så den økonomiske nødvendighed vejer tungest. Når arbejdspladser truer med at forsvinde, stopper de grønne aktiviteter. Og skal en grøn aktivitet legitimeres, sker det ved at vise, at den skaber arbejdspladser.

Kloden kan formentlig ikke holde til, at Kinas, Afrikas, Indiens og Brasiliens milliarder af mennesker får en amerikansk levestandard. Men selv om vi ved, at væksten ikke kan fortsætte uendeligt, er det endnu sværere at se, hvorfra den dynamik skal komme, som får os til at bakke op om den økologiske nødvendighed. Det er, som om vi kun kan lære på den hårde måde – katastrofer – og de er endnu ikke rå nok til, at vi lægger vores vaner om.

"Grænser for vækst" postulerer vel ikke, hvad vi skal. Den postulerer, at nogle ikke fornybare resurser vil høre op, hvis vi fortsætter at bruge af dem. - I løbet af rundt hundrede år for nogle og mere for andre, hvis øgningen i forbruget vil fortsætte. - Længere tid, hvis øgningen stopper. Min påstand er da - hvilket jeg argumenterer (godt? for i to indlæg over - at problemstillingen slet ikke er reel. Den kontinuerlige vækst, mennesket har været i i 6000 år - og i særdeleshed i Vesten de sidste 200-300 år er baseret på så mange forskellige råstoffer, at det virker usandsynligt, at et ophør af nogle af dem vil påvirke vor kultur i nogen særlig udstrækning. Hvis jeg ikke har ret, da har vi et problem. For vor vækst har gjort, at vi allerede er mindst 10 gange for mange til at kunne gå tilbage til et samfund i resursbalance. - I øvrigt et samfund, der var særdeles "barskt" set med vor nuværende målestok.

A de-growth model would therefore necessitate a fundamental restructuring of the global financial system. This is not likely to happen any time soon. But this has as much to do with political barriers and vested-interests as economic ideology.

Her er ingen slinger i valsen for økonomerne og politikerne. Begge parter forventer en gennemsnitlig vækst på to pct. om året frem til 2020. Det står sort på hvidt i politikernes vækstplan og den seneste vismandsrapport.

Grundlaget for disse tal er enslydende økonomiske modeller, der med ukuelig optimisme forudsiger en langsigtet vækstrate på to pct., hvilket er et niveau, som skaber grundlag for stigende beskæftigelse, gode erhvervsmuligheder og sunde offentlige finanser. Der er imidlertid flere gode grunde til at antage, at de økonomiske modeller er dysfunktionelle.

Der er intet grundlag for de økonomiske modellers forudsigelser om evig stabilitet og fremgang.

»Kan vi skabe en global økonomi, der ikke vokser i materiel forstand, men er bæredygtig og sikrer en høj livskvalitet for de fleste, hvis ikke alle, mennesker? En stribe vidnesbyrd tyder på, at svaret er ja,« skriver de.

Og svarer: »Lad os erkende, at forestillingen om evig vækst alene er en social konstruktion, introduceret som en overgangsstrategi for at få økonomien på fode igen efter Anden Verdenskrig. Den har nu udtømt sine muligheder«.

»Borgere i moderne demokratiske samfund er blevet vant til komfort og overflod, men demokrati fordrer borgere, der er villige til at ofre noget for det fælles bedste og lægge bånd på deres passioner (…) Hvordan mennesker, der er formet af forbrugerisme, vil reagere politisk i tider, der givetvis vil blive mere pressede, er uvist,« skriver professor i miljø- og samfundsvidenskab David Orr, Oberlin College, i rapporten.

Ser man f.eks. på den danske regerings beregningsforudsætninger om produktivitetsvæksten på længere sigt, når regeringen laver langsigtede fremskrivninger for det 21. århundrede, tales der om en årlig produktivitetsvækst på lidt over 1 pct. i de kommende årtier, som det fremgår af Danmarks såkaldte konvergensprogram for 2014 (tabel 7):http://ec.europa.eu/europe2020/pdf/csr2014/cp2014_denmark_da.pdf  Da der også regnes med en stigende arbejdsstyrke fremover, bliver den reale BNP-vækst i fremskrivningen lidt større end produktivitetsvæksten, men dog pænt mindre end 2 pct. i disse modelberegninger.

Noget fundamentalt har ændret sig. Bag de årlige ritualer – åbningstale, finanslov, meningsmålinger – finder vi en tendens til en gradvis tilbagerulning af velfærdsrettigheder. Denne tendens bør ikke kun ses i lyset af den seneste økonomiske krise, da tendensen har været gældende siden Murens Fald. Pensionsalderen er blevet sat op, efterlønnen afskaffet og både kontanthjælp for unge og førtidspension er blevet kraftigt forringet. Samtidig er offentlige arbejdspladser blevet afdemokratiseret gennem privatisering, senest i DONG. Folkeskolelærerne, sygeplejerskerne og hjemmehjælperne er blevet sat under detailstyring og tidspres. Uligheden er i Danmark steget hurtigere end i de omkringliggende europæiske lande, selv om den danske økonomi har præsteret godt. Gevinsterne af den økonomiske vækst fra slut-90’erne og 00’erne blev ikke omfordelt. Siden krisen har der været et bredt folketingsflertal for, at byrden skulle lægges på befolkningens snarere end på bankernes skuldre.

I dag dominerer markedskræfterne de sociale kræfter.

Da de sociale kræfter var bedre organiserede og derfor stærkere, kunne fagbevægelsen skabe velfærdsstaten. Danmark var i det 20. århundrede kampplads for arbejderbevægelsen, som via strejker krævede sociale og økonomiske forbedringer. Denne bevægelse fik succes, da de borgerlige frygtede, at åbne konfrontationer med arbejderne ville føre til tabte gevinster og øget opbakning til kommunisterne og andre revolutionære organisationer med potentiel støtte fra Øst. Derfor så de borgerlige sig nødsaget til at indlede forhandlinger med arbejderbevægelsen. I dag ser mange af Folketingets socialdemokrater denne kamp som overstået, mens andre end ikke vil indrømme, at fortidens sejre blev bygget på solidarisk organisering, som hovedsageligt fandt sted igennem en kampvillig fagbevægelse.

»Jeg tror, der er en grundlæggende faglighed blandt økonomer. Men det er nyttigt at sammenligne økonomi med andre typer videnskab. Min yndlingssammenligning er meteorologien: I princippet er vejret underkastet velkendte fysiske love, men det er nogenlunde lige så svært at forudsige som økonomisk udvikling.« »Det går forholdsvist godt, så længe vi ikke skal ud på den lange bane. Der begynder vi at komme i gedigne vanskeligheder. Man kender lovmæssighederne, men det er komplekse systemer med en masse indbyggede feedback-mekanismer, som det er meget svært at have styr på.«

»Hvis vækstraten er lav, må samfundet foretage nogle skarpere prioriteringer. I Danmark har vi taget en række reformskridt, som kan føles smertefulde med afskaffelse af efterløn og stigende pensionsalder. Det kan godt være, det bliver nødvendigt for mig at arbejde, til jeg er 70, men er der nogen, der vil gøre sig den ulejlighed at beskæftige os? Har arbejdsmarkedet plads til os? Skal man nødvendigvis arbejde på samme måde? Det kan jo være, det bliver nødvendigt, at civilsamfundet får en større rolle. Det kan være frivillige organisationer. Det kan være selvorganisering.«