Group items tagged

I de sidste 30 år har løbske finansmarkeder og politikere forsøgt at lappe på den demokratiske kapitalismes grundlæggende skævheder. Men med eurokrisen er finansmarkederne på vej til at sejre over demokratiet, siger den tyske professor Wolfgang Streeck

I dag har vi en tredobbelt krise, en realøkonomisk krise, en bankkrise og en gældskrise. Som kulmination på denne udvikling udøver finansmarkederne i dag direkte (og udemokratisk) indflydelse på den førte politik.

Vi taler ikke om det. Slet ikke i medierne.

For det tredje taler vi ikke om kapitalisme, fordi vi ikke ved nok om det. En forklaring, der er i familie med det gamle begreb ‘falsk bevidsthed’. Storkapitalen har bildt os ind, at vi har et ‘frit’ valg på et ‘frit’ marked, så vi ikke oplever behov for at stille kritiske spørgsmål. Den holder heller ikke i byretten. Vi ved jo godt, at når profit er det primære mål, så har det altså nogen konsekvenser for mennesker og miljø.

Men hvorfor finder almindelige mennesker sig i denne udvikling? En afgørende årsag er, at dagens lønarbejdere har mere at tabe end sine ’lænker’. Det gælder ikke mindst i Danmark. I normale tider tilbyder den danske kapitalisme lønarbejdere ganske attraktive levevilkår — ikke mindst set i et globalt perspektiv. For flertallet er en vis grad af luksus inden for rækkevidde — især sammenlignet med tidligere generationer. De fleste arbejder med opgaver, som ikke er helt uinteressante, og for mange er arbejdet rigtig spændende. I forbindelse med boligboblen var der mange lønmodtagere, som kunne udvide deres forbrug markant i kraft af deres boligejerskab. Nogle lod sig friste af aktieinvesteringer, og næsten alle har indset, at deres vilkår som pensionister vil afhænge af finanssektoren. Så mens dem med størst økonomisk magt blokerer for nødvendige reformer, vil flertallet af lønmodtagere kun langsomt og tøvende engagere sig aktivt politisk for at rette op på de processer, som undergraver økonomi og samfund på kort og lang sigt.

Quiet feels foreign now, but quiet could be just what we need. Silence may be to a healthy mind what clean air and water are to a healthy body.

The commercial media are to the mental environment what factories are to the physical environment. A factory dumps pollution into the water or air because that’s the most efficient way to produce plastic or wood pulp or steel. A TV station or website pollutes the cultural environment because that’s the most efficient way to produce audiences. It pays to pollute. The psychic fallout is just the cost of putting on the show.

The information we consume is increasingly flat and homogenized. Designed to reach millions, it often lacks nuance, complexity and context. Reading the same factoids on Wikipedia and watching the same viral video on YouTube, we experience a flattening of culture. Cultural homogenization has graver consequences than the same hairstyles, catchphrases, action-hero antics and video clips propagated ad nauseam around the world. In all systems, homogenization is poison. Lack of diversity leads to inefficiency and failure. Infodiversity is as critical to our long-term survival as biodiversity. Both are bedrocks of human existence.

»Kunsten giver mulighed for, at vi kommer til at kende noget dybere. Hvis jeg skulle forstå menneskets vilkår i Sovjetunionen, så kan jeg selvfølgelig læse en masse historiske beretninger, men jeg kommer ikke ind under huden på noget menneske. Hvis jeg derimod læser Pasternaks Dr. Zhivago, så får jeg en langt dybere fornemmelse af, hvad det var for menneskelige lidelser og aspirationer, der var i en given periode. Jeg bliver klogere på perioden ved at beskæftige mig med periodens kunst.«

»Vi er 5,5 mio. mennesker. Der er ikke de markedskræfter til stede, der kan sørge for, at det smalle overhovedet kommer op over jorden. Vi står på skuldrene af vores kunst og kultur, og hvis vi fjerner grundlaget for det, så kan vi kun gå på museum og se på det. Vi bidrager ikke med noget selv. Og hver generation skal ud fra en konservativ betragtning bidrage. Vi skal ikke bare være museumsforvaltere.«

»Det politiske liv er konvergeret ind mod en bred midte. Den kamp, der var i 60erne og 70erne om, hvordan samfundet skulle indrettes, den er jo væk. Der er jo ikke nogen, der vil have etwas ganz anderes. Ingen skinbarlig kapitalisme eller socialisme. I stedet kommer vi til at diskutere fordelingen af midlerne i et samfund, vi er enige om indretningen af. Der er jo ikke noget at sige til, at kunstnerne ikke har noget at sige om cafépenge. Der er ikke længere noget uendeligt stort at tale om, så det bliver det uendeligt små.«